×

Error message

User warning: The following module is missing from the file system: menu_block. For information about how to fix this, see the documentation page. in _drupal_trigger_error_with_delayed_logging() (line 1143 of /var/www/lithium_ibis/includes/bootstrap.inc).

Lærerunivers - fra ressourceforbandelse til grøn omstilling

Dyk ned i materialet længere nede på siden og find inspiration til din undervisning!

 

Introduktion

I Bolivia ligger Salar de Uyuni. En kæmpemæssig øde saltslette, der strækker sig længere end øjet rækker. Det er et spektakulært naturfænomen og Bolivias største turistattraktion. Men i de senere år er den også kommet i søgelyset på grund af noget ganske andet. Salar de Uyuni gemmer nemlig på verdens største reserve af lithium, et stof hvor efterspørgslen stiger, fordi vi producerer flere og flere mobiltelefoner, computere og elbiler.

Materialet her på siden undersøger sammenhængen mellem grøn omstilling i Danmark og ressourceudvinding og social udvikling i Bolivia - Latinamerikas fattigste land.

Målet er at give eleverne et mere nuanceret billede af ressourceudvinding i udviklingslande og den danske befolknings afhængighed af disse ressourcer, for give dem en forståelse af sig selv som en del af globale fænomener, der som oftest føles meget langt væk. Det er oplagt at bruge materialet i AT-forløb, men det kan også sagtens bruges fagfagligt.

Her på siden finder du blandt andet film, der er oplagte at bruge som introduktion til at arbejde med emnet, inspiration til AT-forløb og nederst på siden et omfattende kemiforløb om lithium.

Materialet beskæftiger sig med temaerne klima, globalisering og modernitet.

Materialet

IBIS’ undervisningsmateriale består hovedsagelig af en artikler og små videoer, som IBIS har lavet specifikt til dette formål. Tekster og videoer er samlet i et e-magasin – primært henvendt til eleverne. Foruden magasinet ligger der her på lærersiden en del ekstramateriale i form af kemiøvelser (til både A-, B- og C-niveau), statistikker relateret til casen og forslag til forløb/opgaver med udgangspunkt i magasinet.

IBIS’ undervisningsmateriale tager udgangspunkt i Undervisningsministeriets bekendtgørelse for STX og de enkelte fags læreplaner og vejledninger. Vi har lavet materialet, så du kan plukke dele ud til enten et fagspecifikt forløb eller et AT-forløb og tilbyder forslag til både tematikker, problemstillinger og tværfaglige kombinationer.

Magasin & artikler

Som alternativ til en fysisk lærerbog har vi lavet et digitalt magasin, der indeholder video, lyd, billedgallerier og artikler. Det kan selvfølgelig også bruges på smartphones og tablets (Android og Apple).

Nedenfor finder du en PDF med en oversigt over alle artikler i magasinet med et notat om, hvilke fag de primært og sekundært knytter sig til. Der er også en PDF version af magasinet i printvenligt format.

Film

Som en del af materialet er der tre videoer, af op til ni minutters varighed. Videoerne er inkluderet i magasinet, men du kan også finde dem på YouTube (se links).

"Lithium - Bolivias vej" giver en  overordnet indføring i Bolivia som land for at få rammerne og konteksten for casen ridset op.

"Lithium - Bolivias hvide guld" fokuserer på lithiumudvindingen og de muligheder og problematikker, der kan være på et overordnet nationalt  niveau.

"Lithium - Salar de Uyuni" giver indblik i de lokale forhold og konsekvenser ved lithiumudvindingen og lader os møde nogle af de mennesker, der lever og arbejderomkring Salar de Uyuni.

Endvidere har vi produceret en kort video med Juan Carlos Montenegro Bravo, geolog fra Universidad de Mayor de San Andrés i Bolivia, som forklarer hvad en saltørken er, hvordan den bliver til og hvorfor saltørkenen i Uyuni er særlig interessant. Videoen findes både med danske og spanske undertekster.

Kemiforsøg

Kjeld Lundgaard, kemi- og biologilærer på Ingrid Jespersens Gymnasieskole, har udviklet et lærerdemonstrationsforsøg og flere elevforsøg. Alle forsøg er markeret med niveau (A, B eller C) og indeholder materialeliste, fremgangsbeskrivelse, opgaveløsningsark og lærervejledninger – altså alt du har brug for, for at kunne udføre forsøg med lithium som omdrejningspunkt.